Denne hvide pizza er virkelig lækker og er et godt alternativ til de normale kød fyldte pizza’er. Opskriften på bunden har vi lånt fra bagesten.dk hvor vi dog har tilføjet noget fuldkorn 🙂
Inden du begynder på noget andet, så få lavet den creme der gør pizza’en til en “hvid pizza”. Du skal bruge en bøtte creme fraiche (vi bruger den laktose fri fra Rema1000, den er god!). Pres 2 fed hvidløg samt en god portion fint hakket rosmarin i og rør det godt rundt. Sæt på køl.
Start med at lave dejen et par timer før du skal bruge den. Ingredienser:
450 gram pizzamel (tipo00) eller almindeligt hvedemel
200 gram fuldkorns hvedemel
400 gram lunkent vand
25 gram gær
1 spsk olivenolie
15 gram salt
Rør gæren ud i lunt vand og tilsæt alle de andre ingredienser. Dejen røres godt sammen og æltes let. Lad dejen hvile i en tildækket skål til dobbelt størrelse.
Hæld dejen ud på et let mel dækket bord og del den i 3 dele. Form hvert stykke dej til en rund kugle. Herefter trykker, strækker og hiver du dejen til en rund pizza. Bunden skal max være 1-2 mm. tyk og sørg for at kanterne bliver mere fyldige så de kan fungere som “håndtag”. Lad den nøgne pizza hvile i 10-15 minutter inden du kommer fyld på!
Det fyld/topping som vi syntes fungerer rigtig godt er nedenstående. Fyldet er til i alt 3 pizza’er:
2-3 kartofler
1-2 rødløg
Halvt glas soltørrede tomater
2 stk. mozzarella bøffer
150 gram parmesan ost
Smør 1/3 af cremefraiche dressingen ud på pizza’en. I denne rækkefølge lægges 1/3 tynde skiver af mozzarella på pizza’en, 1/3 (meget) tynde skiver af kartoffel, 1/3 (meget) tynde skiver af rødløg og endelig 1/3 af de fint skåret soltørrede tomater. Til slut rives 1/3 parmesan ost henover og pizza’en kommer i en rygende varm ovn ved 250-300 grader. Gerne ind på en bagesten af stål så bunden bliver rigtig sprød! Herefter laves de 2 sidste pizza’er.
Velbekomme 🙂