Romkugler bliver aldrig rigtig sunde, men i de her er der både havregryn, mørk chokolade og solsikkekerner – så vi kalder dem for protein romkugler. Opskriften blev til efter Henriettes hofte operation hvor hun havde brug for ekstra kalorier og protein for at “gro knogle”. De er væsentligt sundere end bagerens romkugler 😀
Opskriften er delt i 2 da der skal bages en chokolade kage først. Så medmindre du har en chokoladekage klar, så læser du bare videre her.
Chokoladekage ingredienser
75 gram smør
2 æg
2 dl sukker
4 spsk kakao
0,5 dl mælk
1,5 dl hvedemel
1 tsk bagepulver
1) Sukker og æg kommes i en skål.
2) Pisk sukker og æg sammen så det bliver luftigt.
3) Put alle de resterende ingredienser i skålen og pisk det godt sammen.
4) Put bagepapir i en passende form (ca. 20×30 cm) og hæld kagedejen heri.
5) Kagen puttes i en 175 grader varm ovn på midterste rille og bages i 30 minutter.
Romkugler ingredienser
1 stk. chokolade kage (se evt. ovenover)
100 gram solsikkekerner
3/4 dl rom (eller en halv rom essens)
400 gram hindbær marmelade
5 dl havregryn
100 gram mørk chokolade
1) Start med at køre solsikkekernerne igennem en foodprocessor eller lignende. Hvis du tænker “hvorfor putte solsikkekerner i?”, så er det fordi de indeholder meget protein.
2) Bræk kagen i stykker og put den i en skål.
3) Hæld hindbærmarmeladen i skålen.
4) Rør det hele godt sammen med et piskeris. Tilsæt rom eller rom essens under røringen.
5) Tilsæt havregryn, solsikkekerner og fint hakket mørk chokolade.
6) Det hele røres godt sammen med en grydeske af træ (det bliver lidt hårdt).
7) Nu kan romkuglerne samles i en passende størrelse og vendes i fx havregryn eller kokos eller hvad man nu har lyst til.
Romkuglerne er bedst dagen efter. Husk at sætte dem i køleskabet.
Velbekomme 🙂